Alternative placering

Kan vandflyveren ikke bare flyttes?

Det er et rimeligt spørgsmål. Vi er ikke imod at flytte, hvis der findes en sikker, teknisk mulig og tilgængelig placering i Københavns Havn. Her gennemgår vi de undersøgte områder – og hvorfor vi endnu ikke har fundet et brugbart alternativ.

NOTAT vedr. anlægspladser for vandflyet i og ved Københavns havn

Københavns kommune bestemte 1. december 2025, at vi og By & Havn skulle afsøge mulighederne for en alternativ placering af vandflyvepladsen.

Dette notat indeholder et kort med angivelse af forskellige lokaliteter og en gennemgang af havnen og kommentarer hertil.

Konklusionen efter vores minutiøse gennemgang er, at der ikke for nuværende er brugbare alternativer. Derimod er det nu også afklaret, at der på det eksisterende vandareal er mulighed for at forlænge flydebroen og sænke støjniveauet i skel til det halve, så grænseværdien overholdes.

Symbolforklaring:

  • Rød streg markerer, hvor det reelt ikke er teknisk muligt. Se forklaring nedenfor.
  • Blå cirkel markerer, hvor det måske ville være muligt rent teknisk, men er umuligt i forhold til beboelse og planer.
  • Gul kasse markerer, hvor det måske ville være teknisk muligt, men hvor det er urealistisk, da der er anden aktivitet eller adgang for passagerer reelt er umulig.
  • Grøn cirkel markerer, hvor det bevist er teknisk og praktisk muligt.

Tekniske betragtninger og forudsætninger

De røde streger
Flydebro og flyvepladsen skal ligge i læ bag ydermolerne, så der ikke sker skade på bro, fly, personale eller passagerer, når det blæser, og der er bølger.

Flyene har fløjet i mere end 10 år nu, og det er sket uden skader på noget eller nogen, og kun sådan kan og skal det være fremover. Ingen fra vandflyet har nogensinde ment, foreslået eller accepteret, at flyene kunne placeres udenfor havnen. Det er ikke en teknisk eller forsvarlig mulighed. Der er ingen steder udenfor havnen, der kan anvendes til flydebroen.

Tværtimod har det været præciseret mange, mange gange overfor alle, at der skal være læ og adgang til vandet indenfor molerne, hvilket alle involverede har været vidende om siden før starten i 2016. Der er til sammenligning heller ingen lystbådehavne, der ligger ubeskyttet ud mod åbent vand nogen steder.

Flydebroen skal derudover ligge indenfor kajlinjerne i havnen, så påsejling undgås, og der skal være forsvarlig adgang til flyvepladsen og det vand, hvor flyene starter og lander i havnen omkring Trekroner.

De blå cirkler
De blå cirkler er de steder, hvor der teknisk sandsynligvis er en realistisk mulighed for at placere en flydebro sikkert i forhold til kajlinjer, trafik og bølger m.v. På grund af andre omstændigheder er de dog ikke umiddelbart brugbare for eksempel på grund af lokalplaner, kommuneplaner, nærliggende boliger, husbåde eller andet.

De gule kasser
De gule kasser er de steder, hvor der flyteknisk sandsynligvis var en realistisk mulighed for at placere en flydebro sikkert, men hvor det er urealistisk, da der er anden aktivitet, eller fordi adgang for passagerer reelt er umuligt henset til, at passagererne naturligvis skal kunne komme til og fra en ny vandflyveterminal et andet sted relativt smidigt.

Selv hvis der var en mulig realistisk placering på Amagersiden af havnen, f.eks et sted på nordvestsiden af Refshaleøen, vil det i mangel af andre muligheder i realiteten kræve en af Søfartsstyrelsen godkendt passagerbåd til at transportere passagerer over havnen til og fra en terminal.

Omkostningerne til båden, forsikring, drift i øvrigt og personale til at bemande den vil være fuldstændig ødelæggende for økonomien. Det vil kræve en bemanding på 2 mand hele dagen i skiftehold og med ferie og sygdom altså kræve som absolut minimum 5 uddannede søfolk udover omkostninger til båd og drift, og det er ikke realistisk.

Taxaer fra Indre by via broerne vil medføre en længere transporttid end til Kastrup.

Den grønne cirkel
Den grønne cirkel er den nuværende placering, hvor det nu er klarlagt, at der ikke er hindrende kommuneplaner, støjen kan uden videre nedbringes til under det halve og under det tilladte i skel, der er ingen boliger eller overnatninger, det er forsvarligt, sikkert og brugbart i forhold til bølger og trafik, og passagerer kan komme til og fra. Det er jo også derfor, det har ligget der i 10 år nu uden problemer.